SearchSearch button

Logo Jubilæum

 

 

Pressemeddelelse den 18. juni 2015                                                                                                   Esbjerg

 

 Esbjerg Taxa fylder 100 år den 1. juli 2015

 

Det går godt i Esbjerg Taxa, der kan fejre sit 100 års jubilæum som taxivirksomhed onsdag den 1. juli 2015.

 

Den 1. juli er det 100 år siden tre vognmænd fra Esbjerg blev enige om, at danne en sammenslutning de kaldte Bilcentralen. Man kunne nu over telefon bestille kørsel med en af datidens supermoderne vogne.

 

Fra den beskedne start med 3-4 vogne i 1915 over 18 vogne i 1939, 23 vogne i 1950, 45 vogne ved 50 års jubilæet i 1965, kan foreningen Esbjerg Taxa i 2015 tælle 79 vogne i Esbjerg og 8 vogne i Varde, der døgnet rundt dækker de mange forskellige behov for kørsel der er i dag.

 

I 2013 blev vognmændene i Varde Taxa fuldgyldige medlemmer af Esbjerg Taxa, hvorfor der nu drives to selvstændige bestillingskontorer i foreningen.

 

Der er løbende gennem årene investeret i den nyeste teknologi, hvilket gør, at Esbjerg Taxa er i front og er med til at præge udviklingen. I dag har Esbjerg Taxa et effektivt turfordelingssystem og har bl.a. sin egen App, der i mange tilfælde gør bestillingen af en taxa væsentlig nemmere end traditionel telefonbestilling.

 

Teknikken gør det også muligt at lave en automatisk ruteplanlægning, der kan medvirke til at gøre offentlig kørsel mere effektiv og billigere.

 

Esbjerg Taxa er med i projektet Grøn Taxi, der støttet af Trafikstyrelsen har som mål at reducere brændstofforbruget med op til 19 %.

 

Jubilæet markeres med en reception onsdag den 1. juli 2015 fra kl. 14 til 17 i Esbjerg Taxas lokaler på Lillebæltsvej 10 i Esbjerg. Her kan kunder, forretningsforbindelser og venner af huset ønske Esbjerg Taxa tillykke med de 100 år.

 

Yderligere information om Esbjerg Taxa kan fås ved henvendelse til formand Torben Kirketerp på telefon 75 14 33 44.

Print